Ro i klassen!

'...bla, bla, bla, din dreng skaber uro, bla, bla, bla, vil ikke høre efter, bla, bla, bla, samtale på skolen, bla, bla, bla OG bla!'

Der er helt klart en formel jeg fuldstændig overså, dengang jeg brændende ønskede mig mit barn.
Formlen for 'interaktion med mennesker jeg ikke selv har valgt til i mit liv'.
Den slags mennesker er der faktisk ret mange af, hvis man lige hurtigt gennemgår sit barns mere eller mindre selvstændige arenaer.
Og ja, ja helt nede i underbevidstheden, så er jeg jo godt klar over, at man næppe for alvor kan tillade sig at påstå, at den slags mennesker har man ikke selv valgt til i sit liv, for det gør man jo dybest set, i samme sekund man vælger at blive forældre.
Men det var altså ikke på nogen måder, disse vel nærmest uundgåelige interaktioner, der fik mig til at drømme om at blive mor. De var slet ikke op til overvejelse, men det vil jeg klart råde alle kommende forældre til at gøre.
Husk at når du bliver forældre, skal du også forholde dig til lort i andre reder, end din egen.
Om du vil det eller ej.

I går blev jeg ringet op af en af dem - på vegne af en anden af dem(!) Det er også sådan noget fnidder som præcis dét, at jeg helt har glemt at overveje - Jeg HADER fnidder! Det larmer i mit hoved!

Budskabet lød at min dreng ikke ville høre efter hvad matematiklæren sagde; han ville ikke skrive sit navn på en test og han ville ikke regne stykkerne ud på testen - i øvrigt mente matematiklæren heller ikke at min dreng kan regne! (bla, bla, bla, bla larm i mit hoved)

Jeg fortalte budbringeren at min dreng sagtens kan regne, han har ikke haft noget problem imens hans matematiklærer har været på kursus i årets første halvdel - tværtimod - for her havde klassen en fast vikar der udover at kunne gøre matematikken og sig selv forståelig, også havde en fantastisk egenskab af, at bryde sig om børnene som individer, give sig tid til at lytte til dem i en ligeværdig relation og grine sammen med dem. Hun gjorde undervisningen munter og let.

Det var en lang telefonsamtale - alt for lang, men jeg lovede da at tale med min dreng - det skal man jo sige! Budbringeren kunne jo heller ikke vide, at det rent faktisk er noget af det der står øverst på vores dagsorden herhjemme; 'Tal med hinanden - også om det, der kan være dumt eller svært'

 

 

    

 

Og sådan fik jeg lusket ud af larven, hvad hans opfattelse af dagens drama egentlig var.

Han fortalte mig, at han ikke bryder sig om læren (det vidste jeg godt - det er ikke nyt og i de 4 år han har gået i skole har de få problemer han har haft, stort set altid impliceret hende og hendes manglende formåen i, at kunne læse børnenes sprog, både det verbale sprog og kropssproget)...

- Ok, men fortæl mig nu hvad der skete, siden det kan ende med at blive sådan et drama.
- Hun giver os de tests vi skal lave og siger; 'Skriv navn på!', så det gør jeg.
-Jaaaeee??? Hvad var problemet i det? spurgte jeg lettere forundret.
- Mor! Hun irriterer mig bare så meget, hele den måde hun taler til os på og finder på, at lange skideballer ud til en tilfældig, selv om hun står med ryggen til og ikke har set hvad der foregår. Jeg er så skidetræt af hende - hvor lang tid er der egentlig til sommerferien? Så er det slut med hende!
- Jow, men... hvorfor var det så irriterende at skulle skrive navn på matematiktesten?
-Det var det jo heller ikke. Egentlig var det vel nærmest også hende der blev irriteret over, at jeg gjorde som hun sagde og skrev: 'Navn på'!

Jeg kom til at grine (HELT upolitisk korrekt, men sådan sker det altså til tider herhjemme)
Min dreng er 9 år, temmelig spids i spyttet og har aldrig siddet på den sløve knallert på havnen...
Hvis jeg som mor til ham skal give en træt matematiklærer et godt råd, så skal det være:
Vælg dine kampe og deres indhold - Personligt ville jeg, uanset om det var min egen dreng, eller en anden flab, bare have modtaget testen med 'Navn på', rettet den og igen afleveret den til 'Navn på' med et blink i øjet - men sådan er vi så forskellige.

Resten af aftenen i går, hed min dreng kun; Navn på! Men hans navneforandring forstyrrer ikke hvor højt jeg elsker ham og hans finurligt krøllede hjerne - tværtimod!

KAO