Introverte på Mars

 

Du tænker alt for meget!
Indrømmet - det er en sætning jeg har hørt mange flere gange end jeg kan tælle til, siden jeg var ganske lille.
Jeg prøver da også nogen gange at lade være... Det lykkedes som regel også.
Eller det lykkedes så langt hen ad vejen som, at jeg når at sige til mig selv, at jeg ikke skal tænke så meget over dit og dat.
'Hvorfor egentlig ikke?' siger en indre stemme så. Og så kører vi igen.

Tag nu f.eks. i nat.
Jeg vågnede kl. 02.45 for, universet ved hvilken gang, ved at underboens knap 1-årige, skreg sine lunger ud, i alt for lang tid, for at fange sin mors opmærksomhed, der burde være ungen tilbudt indenfor de første 5 min. efter min bedste overbevisning - men det er en helt anden historie, vi kan debatterer under børn og deres opvækst, en anden god gang.

Når jeg sådan vækkes midt om natten og er nødt til, at holde fokus væk fra et skrigende barn der ikke er mit eget, så starter der en orkan af tanker - helt uden DMI har varslet om det først, og så er det bare om at hænge fast og lade tankerne slippe løs, for heldigvis kan jeg bruge det meditativt og falder i søvn igen, når eventyret leder mig på rette vej. Smart hva'?

Tankerne startede uvilkårligt afledt af skrigene. Og hvor tarveligt det end må lyde, så har jeg efterhånden en altoverskyggende trang til, at ønske ungen til månen hver nat - eller fair skal det være, jeg visualiserer i hvert fald ofte moren, i frit fald mod månen!

Jeg kom til at tænke på gamle ordsprog om at skrige i skoven. Mine tanker greb bolden og løb med den.
'Hvad hvis man skriger i universet? Hvem kan høre os, hvis vi skriger dér?'
'Holder tyngdekraften på lyden'? 'Og hvor forsvinder lyden hen på den anden side af atmosfæren?'

Pludselig lød universet ualmindelig tiltrækkende som sovesal, for min introverte hjerne.
Jeg forestillede mig mængderne af det beroligende signalstof acetylcholin, dét scenarie ville være i stand til, at udløse! Det lød himmelsk (Bogstaveligt)!

Tankerne gled videre, til noget jeg havde set i nyhederne for nyligt.
En dansk kvinde var med i slutrunden om, at være en af fire personer, der skal sendes til Mars i 2025 eller deromkring. Allerede da jeg så programmet tænkte jeg 'Spændende!'
Tænk at slippe for andre menneskers larm i alle henseender. Larm og til tider bare interaktion, helt generelt. At være i stand til at suge energi fra alle de tanker, refleksioner og beslutninger et liv på Mars, med kun 3 andre beboere, absolut må afstedkomme.
Ingen andre mennesker til at virke forstyrrede eller negativt overvældende.
På Mars ville der være rig mulighed for dybe en til en samtaler, som de fleste introverte nærer sig ved, samtidig med, at de kreative og analytiske evner skulle sættes i spil - vel nærmest for overhovedet at formå overlevelse. JO! Det lød sindsygt spændende - Jeg forstod hende godt - Marsdamen.

Aahhh!! Der var blevet stille nedenunder - Godt for den lille!

Det var tid for mig, at slå mine meditative tanker over på drømme mode.
Jeg prøvede at forestille mig, at jeg var Marsdamen der skulle hilse på mine 3 medbeboere for første gang. Af en eller anden grusom årsag, besluttede min ellers rimeligvis fornuftige hjerne sig for, først at sætte mig i stævne med de 3 andre, da det hele var for sent - på det sted i historien, hvor hovedpersonen kigger ud af koøjet på raketten og ser planeten EARTH fra oven - Smuk og blå.
Marsdamen vendte sig om og væk fra Jorden, parat til at give skæbnen hånden.
Der var ingen vej tilbage, beslutningen om at tilbringe resten af livet og dø på Mars var taget, så nu glædede hun sig i sit stille sind over at hun i meget lang tid og for evigt, kun skulle forholde sig til de 3 personer der stod og afventede hendes hilsen.
Marsdamen stivnede - hendes 3 medpassagerer var allerede i gang med at holde en fest, tage afsked med den kedelige menneskehed, som de jublede - HØJT!
Stakkels introverte Marsdame.... Hun var taget på eventyr med 3 ekstroverte!! GYS!

Jeg selv var nu slet ikke, i hverken meditation eller drømme mode - jeg var aldeles vågen, natte svedig og med bankende, skræmt hjerte.
Heldigvis så formår jeg, at korrigerer min tankevirksomhed og rette ind imellem fantasi og virkelighed, så jeg beroligede mig selv med, at det selvfølgelig aldrig ville ske i virkeligheden.
Virkeligheden byder på alverdens psykologiske tests der naturligvis ville sørge for, at ekskluderer en slutning som den min søvnige hjerne lige havde spundet. Heldigvis!

På den anden side - så tror jeg alligevel at jeg bliver på Jorden. Jeg ville heller aldrig i min vildeste fantasi formå, at sige farvel for evigt, til den flok af mine yndlingsvæsener der trods alt sætter pris på mit skøre introverte sind.. Sov sødt!

KAO