Ro i klassen!

'...bla, bla, bla, din dreng skaber uro, bla, bla, bla, vil ikke høre efter, bla, bla, bla, samtale på skolen, bla, bla, bla OG bla!'

Der er helt klart en formel jeg fuldstændig overså, dengang jeg brændende ønskede mig mit barn.
Formlen for 'interaktion med mennesker jeg ikke selv har valgt til i mit liv'.
Den slags mennesker er der faktisk ret mange af, hvis man lige hurtigt gennemgår sit barns mere eller mindre selvstændige arenaer.
Og ja, ja helt nede i underbevidstheden, så er jeg jo godt klar over, at man næppe for alvor kan tillade sig at påstå, at den slags mennesker har man ikke selv valgt til i sit liv, for det gør man jo dybest set, i samme sekund man vælger at blive forældre.
Men det var altså ikke på nogen måder, disse vel nærmest uundgåelige interaktioner, der fik mig til at drømme om at blive mor. De var slet ikke op til overvejelse, men det vil jeg klart råde alle kommende forældre til at gøre.
Husk at når du bliver forældre, skal du også forholde dig til lort i andre reder, end din egen.
Om du vil det eller ej.

I går blev jeg ringet op af en af dem - på vegne af en anden af dem(!) Det er også sådan noget fnidder som præcis dét, at jeg helt har glemt at overveje - Jeg HADER fnidder! Det larmer i mit hoved!

Budskabet lød at min dreng ikke ville høre efter hvad matematiklæren sagde; han ville ikke skrive sit navn på en test og han ville ikke regne stykkerne ud på testen - i øvrigt mente matematiklæren heller ikke at min dreng kan regne! (bla, bla, bla, bla larm i mit hoved)

Jeg fortalte budbringeren at min dreng sagtens kan regne, han har ikke haft noget problem imens hans matematiklærer har været på kursus i årets første halvdel - tværtimod - for her havde klassen en fast vikar der udover at kunne gøre matematikken og sig selv forståelig, også havde en fantastisk egenskab af, at bryde sig om børnene som individer, give sig tid til at lytte til dem i en ligeværdig relation og grine sammen med dem. Hun gjorde undervisningen munter og let.

Det var en lang telefonsamtale - alt for lang, men jeg lovede da at tale med min dreng - det skal man jo sige! Budbringeren kunne jo heller ikke vide, at det rent faktisk er noget af det der står øverst på vores dagsorden herhjemme; 'Tal med hinanden - også om det, der kan være dumt eller svært'

 

 

    

 

Og sådan fik jeg lusket ud af larven, hvad hans opfattelse af dagens drama egentlig var.

Han fortalte mig, at han ikke bryder sig om læren (det vidste jeg godt - det er ikke nyt og i de 4 år han har gået i skole har de få problemer han har haft, stort set altid impliceret hende og hendes manglende formåen i, at kunne læse børnenes sprog, både det verbale sprog og kropssproget)...

- Ok, men fortæl mig nu hvad der skete, siden det kan ende med at blive sådan et drama.
- Hun giver os de tests vi skal lave og siger; 'Skriv navn på!', så det gør jeg.
-Jaaaeee??? Hvad var problemet i det? spurgte jeg lettere forundret.
- Mor! Hun irriterer mig bare så meget, hele den måde hun taler til os på og finder på, at lange skideballer ud til en tilfældig, selv om hun står med ryggen til og ikke har set hvad der foregår. Jeg er så skidetræt af hende - hvor lang tid er der egentlig til sommerferien? Så er det slut med hende!
- Jow, men... hvorfor var det så irriterende at skulle skrive navn på matematiktesten?
-Det var det jo heller ikke. Egentlig var det vel nærmest også hende der blev irriteret over, at jeg gjorde som hun sagde og skrev: 'Navn på'!

Jeg kom til at grine (HELT upolitisk korrekt, men sådan sker det altså til tider herhjemme)
Min dreng er 9 år, temmelig spids i spyttet og har aldrig siddet på den sløve knallert på havnen...
Hvis jeg som mor til ham skal give en træt matematiklærer et godt råd, så skal det være:
Vælg dine kampe og deres indhold - Personligt ville jeg, uanset om det var min egen dreng, eller en anden flab, bare have modtaget testen med 'Navn på', rettet den og igen afleveret den til 'Navn på' med et blink i øjet - men sådan er vi så forskellige.

Resten af aftenen i går, hed min dreng kun; Navn på! Men hans navneforandring forstyrrer ikke hvor højt jeg elsker ham og hans finurligt krøllede hjerne - tværtimod!

KAO

Knock, knock! Who's there? Wood Wood!

Ja, undskyld I er åbne... Eller rettere sagt; Undskyld hvis vi kom til, at købe smådele af jeres selvbestaltede omskrivning, af 'Kejserens nye klæder'.

Altså, der sker ting omkring mig, som jeg virkelig forsøger på bedste beskub at coope med - meget længe og i oceaner af tid, før jeg må gi' fortabt og erkende at jeg ikke fatter hverken budskab, undertone, trend eller tendens i visse sager.

Ok! Man tager en hat... Eller vent! Man tager en excentrisk designer og døber ham Karl Oscar, bare for at være sikker på, at det kommer til at lyde af lidt på podiet.

Og nu kommer så hatten ind på catwalken. Her er det af yderste vigtighed¨, at hovedet der bærer hatten, er godkendt af  Karl Oscar.
Allerede nu begynder vi at tænke, at hatten mindst må være fremelsket af en afdød kæleøgle som Karl Oscar må have haft et særligt, kærligt forhold til og som han derfor kun ønsker at stede til hvile, i en særlig udvalgt kendisparyk som kun han kan stå inde for.
Og man forstår ham jo så godt. Der er jo ingen af os der kunne drømme om. at lade vores kæleøgler begramse af Hr. og Fru Danmark i den bedste sendetid....?

Nu forholder det sig bare sådan, at hatten IKKE er fremstillet af Karl Oscars forgangne kæleøgle.
Det er en helt ualmindelig, almindelig baseball cap der uden at sige for meget (eller for lidt) vel sagtens kunne være udført af en masseproducerende maskine der ikke lavede andet 24/7 og som spyttede kysen direkte over i en broderingscomputer der sørgede for at høvle fronten ind i 2 dobbelt V'er således, at det virkelig syner af... syner af.... bum bum bum... Ja, i hvert fald syner af mindst det samme, som alle andre baseball kyser der ligeledes er syet stramaj på.

Det tror jeg faktisk godt selv Karl Oscar var klar over, hvilket så har sendt ham en tur i workshop med overvejelserne af, hvordan dælern han så kunne promoverer sit produkt, som folket ellers ligeså godt kunne lægge deres sparepenge for, ovre hos H&M.

Så Karl Oscar fandt på, at HAN skal bestemme hvem der må tage hans design på og vise sig i offentligheden. Nå da! Og her ser vi så et billede af Karl Oscar, 5år og pandehår.

Jeg er i al den hurlumhej som Karl Oscar har fået skabt omkring sine hatte og andet kluns, kommet til at drage paralleller til H.C Andersens eventyr om Kejseren der fik besøg af 2 skræddere.
De kunne lidt det samme som Karl Oscar, bare i den omvendte verden. De fortalte Kejseren og hele folket hvilke fortræffelige klæder de havde syet til Kejseren, imens de lod staklen vandrer byens gader tynde, i en catwalk kun iført bar røv og dolk.
Men ingen turde sige noget, for det var jo Kejseren!

Det var det rene snyd, en popularitet spundet af det pureste opspind og snobberi.

Historien med Karl Oscars hatte er lidt mere snedig, for han vil formentlig gerne have at hans produkter bliver købt. Jo, jo produkterne er en realitet, bevares! Og de koster rigeligt.
Problemstillingen her er, at når du først har købt hatten, må du under ingen omstændigheder vise dig i offentlighed med hovedet pakket ind i den - og det til trods for at du ganske givet har betalt ågerpriser for den reklame-stramaj der nu sidder i din høje pande... Egentligt lidt pjattet ikke sandt Karl Oscar?
Jeg mener, det er da pænt dyrebare reklame kroner du insisterer på skal blive inden døre og derved gå tabt.

Alligevel må jeg tilstå - det ER altså et snedigt træk fra Karl Oscars side.
Tænk engang at være så 'stor' i sin egen dam, at man rydder forsiden på Ekstra Bladet.
Bladet der i øvrigt var så frække at købe 10 stramaj hatte og dele dem ud. På gaden! Til folket!
Uden at have tjekket med Karl Oscar, om den del af folket levede op til den standard, der skal til for at møje sin manke op, i en af hans hatte!
Men forsiden af Ekstra Bladet er vel sagtens også en form for omtale - Godt tænkt Karl Oscar!

KAO

Victorias hemmelighed

Punktum!
Hmmm... Jeg plejer ellers aldrig at udfylde de hersens erklæringer med min personlige mening, omkring uordentlige tiltag imod mennesker og/eller dyr, som man til tider tilbydes at underskrive for en eller anden hjerteskærende sags skyld, på Facebook.
Det er som sådan ikke fordi, at jeg ikke har meninger om sager der begår uret imod levende væsener - slet ikke!
Men præcis når man udfylder disse 'hjælpe indsamlinger' med sine personlige meninger via Facebook, så er det også disse meninger der klapper dig på kinden, hvis dit navn Googles.
Det er jo altså ikke alle ens helt personlige holdninger til samfundet, man har nøde af, at blive konfronteret med i mange andre sammenhænge... Så derfor! Ingen underskrifter herfra.

Ja, det vil så sige, lige indtil mit pis blev tilpas opvarmet af vred forargelse igår (heller ikke en tilstand jeg befinder mig i ofte)
Jeg scroller ned over væggen på Facebook og mødes, af en af de grupper jeg har meldt mig ind i, som følge af min forhistorie, med en mor der igennem 5 år kæmpede med brystcancer og tabte kampen tilbage i 1995.
Gruppen anmoder om, at man hjælper med at underskrive et brev til lingeri firmaet Victorias Secret.
Årsagen er at VS har meldt ud, at de ikke ønsker at designe lingeri til brystopererede - nærmest som et statement.
Det er lige til at tude over, hvor grumt et sådan udspil runger i et hoved, der har oplevet sin mors kamp for at bevare sin kvindelighed - med eller uden bryst.
Hver eneste dag, lige så længe det var hende muligt, var det hende magtpåliggende at fremstå som Quinde!! med meget stort Q ... helt ind til benet! Og hun gjorde det.

Hvad sker der for et firma som VS, siden de ikke har gjort sig bevidst hvor vigtigt det er for brystopererede at bevare kvindeligheden, bl.a. ved det lingeri de pynter sig med?
Alvorligt talt, så tror jeg, at selv jeg, der er voldsomt ubehjælpelig til alle former for håndarbejde, ville være i stand til at designe lommer til proteser i allerede eksisterede bh-design.

Jeg er fuldt ud bevidst om, at samfundets fastsatte modelmål ikke længere er opfyldt, når man mangler et bryst eller har overlevet sin kamp og gennemgået en rekonstruktion af det der var engang
- Og hvad så? Uanset hvad vi gør, så bliver vi aldrig ensrettet og snorlige - heldigvis!
En ting er jeg dog ret bevidst om og det er, at der ikke er nogen mennesker, midt i, eller efterfølgende en kamp om liv eller død, der har brug for at blive diskrimineret for, at have gjort livet den ære, at forsøge at overleve og betalt med sit ene eller begge bryster.

Måske er Victorias hemmelighed i virkeligheden firmaets mangel på empati, forståelse, indsigt og menneskelighed? Måske!
Jeg underskrev i hvert fald erklæringen og gav mit udspil af en mening, vel vidende, dybt i min brystkasse, helt inde i hjertet, at jeg ALDRIG nogensinde igen, selv kommer til at iføre mig lingeri fra VS!  

KAO

Hey! Du ligner ham den and(en)

Den der bærer viljen i hjertet

Introverte på Mars

 

Du tænker alt for meget!
Indrømmet - det er en sætning jeg har hørt mange flere gange end jeg kan tælle til, siden jeg var ganske lille.
Jeg prøver da også nogen gange at lade være... Det lykkedes som regel også.
Eller det lykkedes så langt hen ad vejen som, at jeg når at sige til mig selv, at jeg ikke skal tænke så meget over dit og dat.
'Hvorfor egentlig ikke?' siger en indre stemme så. Og så kører vi igen.

Tag nu f.eks. i nat.
Jeg vågnede kl. 02.45 for, universet ved hvilken gang, ved at underboens knap 1-årige, skreg sine lunger ud, i alt for lang tid, for at fange sin mors opmærksomhed, der burde være ungen tilbudt indenfor de første 5 min. efter min bedste overbevisning - men det er en helt anden historie, vi kan debatterer under børn og deres opvækst, en anden god gang.

Når jeg sådan vækkes midt om natten og er nødt til, at holde fokus væk fra et skrigende barn der ikke er mit eget, så starter der en orkan af tanker - helt uden DMI har varslet om det først, og så er det bare om at hænge fast og lade tankerne slippe løs, for heldigvis kan jeg bruge det meditativt og falder i søvn igen, når eventyret leder mig på rette vej. Smart hva'?

Tankerne startede uvilkårligt afledt af skrigene. Og hvor tarveligt det end må lyde, så har jeg efterhånden en altoverskyggende trang til, at ønske ungen til månen hver nat - eller fair skal det være, jeg visualiserer i hvert fald ofte moren, i frit fald mod månen!

Jeg kom til at tænke på gamle ordsprog om at skrige i skoven. Mine tanker greb bolden og løb med den.
'Hvad hvis man skriger i universet? Hvem kan høre os, hvis vi skriger dér?'
'Holder tyngdekraften på lyden'? 'Og hvor forsvinder lyden hen på den anden side af atmosfæren?'

Pludselig lød universet ualmindelig tiltrækkende som sovesal, for min introverte hjerne.
Jeg forestillede mig mængderne af det beroligende signalstof acetylcholin, dét scenarie ville være i stand til, at udløse! Det lød himmelsk (Bogstaveligt)!

Tankerne gled videre, til noget jeg havde set i nyhederne for nyligt.
En dansk kvinde var med i slutrunden om, at være en af fire personer, der skal sendes til Mars i 2025 eller deromkring. Allerede da jeg så programmet tænkte jeg 'Spændende!'
Tænk at slippe for andre menneskers larm i alle henseender. Larm og til tider bare interaktion, helt generelt. At være i stand til at suge energi fra alle de tanker, refleksioner og beslutninger et liv på Mars, med kun 3 andre beboere, absolut må afstedkomme.
Ingen andre mennesker til at virke forstyrrede eller negativt overvældende.
På Mars ville der være rig mulighed for dybe en til en samtaler, som de fleste introverte nærer sig ved, samtidig med, at de kreative og analytiske evner skulle sættes i spil - vel nærmest for overhovedet at formå overlevelse. JO! Det lød sindsygt spændende - Jeg forstod hende godt - Marsdamen.

Aahhh!! Der var blevet stille nedenunder - Godt for den lille!

Det var tid for mig, at slå mine meditative tanker over på drømme mode.
Jeg prøvede at forestille mig, at jeg var Marsdamen der skulle hilse på mine 3 medbeboere for første gang. Af en eller anden grusom årsag, besluttede min ellers rimeligvis fornuftige hjerne sig for, først at sætte mig i stævne med de 3 andre, da det hele var for sent - på det sted i historien, hvor hovedpersonen kigger ud af koøjet på raketten og ser planeten EARTH fra oven - Smuk og blå.
Marsdamen vendte sig om og væk fra Jorden, parat til at give skæbnen hånden.
Der var ingen vej tilbage, beslutningen om at tilbringe resten af livet og dø på Mars var taget, så nu glædede hun sig i sit stille sind over at hun i meget lang tid og for evigt, kun skulle forholde sig til de 3 personer der stod og afventede hendes hilsen.
Marsdamen stivnede - hendes 3 medpassagerer var allerede i gang med at holde en fest, tage afsked med den kedelige menneskehed, som de jublede - HØJT!
Stakkels introverte Marsdame.... Hun var taget på eventyr med 3 ekstroverte!! GYS!

Jeg selv var nu slet ikke, i hverken meditation eller drømme mode - jeg var aldeles vågen, natte svedig og med bankende, skræmt hjerte.
Heldigvis så formår jeg, at korrigerer min tankevirksomhed og rette ind imellem fantasi og virkelighed, så jeg beroligede mig selv med, at det selvfølgelig aldrig ville ske i virkeligheden.
Virkeligheden byder på alverdens psykologiske tests der naturligvis ville sørge for, at ekskluderer en slutning som den min søvnige hjerne lige havde spundet. Heldigvis!

På den anden side - så tror jeg alligevel at jeg bliver på Jorden. Jeg ville heller aldrig i min vildeste fantasi formå, at sige farvel for evigt, til den flok af mine yndlingsvæsener der trods alt sætter pris på mit skøre introverte sind.. Sov sødt!

KAO

 

 

      

Partner med niveau

Er jeg den eneste der finder konceptet 'Partner med niveau' direkte uappetitligt og ækelt?
Nej, måske var det en pænt åndet måde at starte på, for det kender jeg jo egentlig godt svaret på!

Jeg ved udmærket, at der i min nærmeste kreds ikke findes en eneste person, der finder det koncept menneskeligt værdigt - der er ingen af mine yndlingsvæsener der kunne finde på, at lave en udspekuleret afkrydsning på en bestillingsseddel over menneskelige træk og kompetencer, for at finde en at holde af og om! Og heldigvis for det!
Og hvor klamt er det ikke også lige??

Forestil jeg lige scenariet... En kvinde/mand ringer efter pizza (nå nej, ringer efter en partner) og sidder klar med sin bestillingsseddel...
- 'Goddag, jeg vil gerne bestille en partner!'
-'Ja, så'gerne!, skal vi starte med køn og udseende?' (så langt, så godt - den fælde går vi også i, ude i virkeligheden - ja, man tør vel næsten vove og påstå, at det er de egenskaber vi har at gå efter, i den virkelige verden, og som rent faktisk er de kompetencer som naturen har givet os, at vælge hinanden ud fra.)
-'Jamen, så sætter jeg X i det modsatte køn af mig selv og X i Guddommelig lækker med verdens mindste mås, god tandhygiejne, charme, selvtillid og lækkert hår!' (og skider i øvrigt højt og flot på, om jeg selv lever op til mine egne krav!)
-'Og så gider jeg kun at være sammen med mennesker der har en højere akademisk uddannelse, så X i et eller andet der giver mange penge efter endt studie!'
-'Den partner jeg vil have, må for øvrigt ikke have været ked af det, inden for det sidste år!!' (for det skal man nemlig også slå X'er omkring - følelser!!)

 

Der er mange ting omkring konceptet 'Partner med niveau' der oser langt væk af mangelfuld, medmenneskelig omtanke. Der er ikke plads til de fejl, hvor erfaringerne efterfølgende fejlene, ofte gør os til bedre mennesker, hvis vi skal vælges som partner, af en af konceptets medlemmer - skulle man nu få lyst til at prøve sin lykke ad den gustne sti. (Næppe!... læs; Aldrig!)

I virkeligheden syntes jeg, at det er synd for medlemmerne, at de sætter sig selv så højt op på deres skrøbelige, meget kunstigt fremkommet piedestaler, helt deroppe i et niveau hvor langt de fleste må regne med aldrig at kunne nås. Deroppe hvor de ikke længere er i stand til at se det smukke i det der foregår i det niveau, hvor mennesker har begge ben plantet på jorden, og hvor der er plads til, ikke konstant at skulle være perfekt.
Hvor det ikke spiller nogen rolle, hvilket job dine medmennesker har og hvor mange penge de sætter i banken. Her, hvor det er tilladt at være ked af det, og hvor vi hjælper hinanden til at komme ovenpå igen...
Nu skriver jeg 'ovenpå' - med det mener jeg jo selvfølgelig ikke ovenpå piedestalen, for hvem har lyst til at være der?

Når jeg tænker på de mennesker der vælger at frekventerer 'Partner med niveau', så må jeg indrømme, at jeg får ondt af dem!!
Tænk at gå så langt, at man tør lade sig snyde for det, der kunne vise sig at være sit livs kærlighed. Kun fordi man har næsen så højt i sky, at man aldrig ville se til lagerarbejderen eller skraldemandens side, uden at vide om man rent faktisk havde en masse andet til fælles end lige netop jobstatus.
Og tænk at vælge mennesker fra med et X, fordi de har været kede af det inden for det sidste år - eller vælge dem til med et andet X fordi de fortæller at de har 'grinet' indenfor den seneste uge!!
Hvad gør de medlemmer så, hvis den samme person har tilladt sig at slå X i både at have været ked af det OG grinet inden for en uge????
Eller sagt med andre ord;
Hvad gør medlemmerne af 'Partner med niveau' når der er nogen der har sat X i 'MENNESKELIG'???

KAO