Egentlig lader vi her på Casa Chaos, vel nok for det meste musikanmeldere tage sig af, at anmelde musikken til de koncerter vi joiner, hvor CAS yderst kritisk tager sig af, at anmelde toiletforholdene.
Men efter at have læst Thomas Treo's anmeldelse af Volbeat i Forum, søndag d. 24. november bliver vi altså alligevel nok lige nødt til, at underminerer Treo og hjælpe ham lidt på vej...
Først og fremmest ville det da være mest værdigt for enhver musiker, hvis mediet der betaler for en anmeldelse, valgte at sende en person der rent faktisk bryder sig om kategorien af musik der skal anmeldes.
Næste overvejelse burde måske gå på, ikke at sende en anmelder med maveonde og sure opstød, der gør at staklen må låse sig inde i de opstillede grønne festival pis-skure aka Boxes of Shame (læs CAS's toiletanmeldelse fra Forum) under hele koncerten - eller det er i hvert fald det indtryk man får, kunne være sket i Thomas Treos tilfælde. Han har tydeligvis ikke kunnet høre musikken ordentligt igennem ståldørene på lokumsarrangementet. Og det var da i grunden synd!
For udenfor hans Box of Shame havde vi andre en fest af rang, med et veloplagt band, der inviterede den ene dygtige solist efter den anden, til at lege med på scenen, en scene der spyede ildkugler til vejrs som en anden drage - til stor fornøjelse for 10.000 mennesker der begejstret kunne følge med.
Begejstringen ville da heller ingen ende tage da Michael Poulsen smed sit eget korpus ud i en crowdsurf, nede blandt de første 10 meter af publikummer foran scenen. Sådan Poulsen!
Også Johan Olsens (Magtens Korridorer), entré på scenen vakte jubel og taktfast deltagelse fra alle fremmødte - Nå ja, altså lige med undtagelse af stakkels Treo, der jo sad låst inde i sin box og muligvis er blevet opfattet som et utidigt og vældigt forstyrrende element, hvis han har siddet og hamret på siderne af sin lokumsbås for at blive hørt. Mage til opmærksomhedsnarkoman altså!
Jakob Øelund fra rockabilly bandet Taggy Tones kom og viste os alle hvordan man spiller ORDENTLIGT på sin slap bass - Det var sgu en sand fornøjelse af den slags der bliver ved med, at vende tilbage på en regnvåd november mandag eftermiddag og minde om gårsdagens koncert.
Treo gik også glip af søde, smukke Pernille Rosendahl der frækt og flabet vimsede rundt og sang sig storslået igennem 2 numre med drengene. Også synd for ham. Meget!
....-'Er det dig der zitter og zummer Treo?', spørger vi bare. Så hold da op med det, så du kan lytte til, og nyde musikken i stedet for.
Volbeat og alle deres gæster på scenen, leverede en fabelagtigt oplevelse for alle deres publikummer, som kom til Forum d. 24. november 2013, fordi vi rigtig godt kan lide den indsats de leverer. Og Tak for det.
Når alt det er sagt, så er der en anden form for anmeldelse der har fået hjernebarken til at ligne et spil Tetris her.
Publikums-anmeldelser!?! Publikum der anmelder publikum. Nå da.
Personligt var jeg slet ikke klar over, at koncertpublikum åbenbart er inddelt i kategorier som 'erfarne og uerfarne' eller 'urutinerede koncerttyper' - 'os og dem'.
At man er ilde set til rock koncerter, såfremt man ikke har andet at tilføre livsindholdet end præcis det, at vælte fra den ene metal koncert til den anden, imens man ryster på hovedet, af dem der ikke gør.
Og lige her er hovedrysten lig med den 'gode' gamle underkendende slags, hvor der følger et forsmået 'tsk, tsk', smaskende ud igennem stramme sammensuttede læber - vel egentlig så langt fra det at headbange, som flokken af metalfans ellers formår at formidle til resten af verden, at hvis der er noget de kan, SÅ! er det da at svinge de tyndslidte lokker og begå en 'shaken baby syndrome' helt frivilligt - på sig selv! Flot!
Jeg undrer mig over, om metalfans selv er klar over, at præcis de vibrationer og det kropssprog de sender ud, der oser af Jantelov og 'her er der altså helst kun plads til os selv', også meget vel kan være medskaber af den dårlige stemning, som 'erfarne' metalfans åbenbart mener der kan opstå til koncerter, hvor publikum er bredt og blandet, og altså 'inficeret' af den brede befolkning der begiver sig ud i så meget andet i livet, end netop målrettet at blive rutinerede koncertgængere.
Det kræver naturligvis at hjernen ikke er rystet helt løs, at kunne opnå et minimum af forståelse for, hvordan man empatisk giver plads til og passer på andre mennesker - også på dem der ikke har valgt samme livsførelse som én selv.
Med rummelighed og udelukkelse af kategoriserende inddeling af mennesker, kommer man nu nok alligevel længst.
Casa Chaos glæder os til at møde ALLE ude på koncertstederne igen. Mangfoldighed er en gave.
KAO
0 kommentarer :
Send en kommentar