Vampires Diaries

'Der er vampyrer i Danmark'... sagde nyhedsværten inde i radioen....
Aarrgghhhh Hva'? Bid mig i øret og jeg skal fortælle dig om jeg stadig sover!

Næste tanke der slog ned i mig var, at det selvfølgelig måtte handle om noget helt andet - det er snart jul og i Danmark betyder det også genudsendelsen af 'The julekalender' for vel sagtens 25.gang.
Ok, tænkte jeg, Nåsåer Benny - det er HAM, der hentydes til - det MÅ det være! Han minder faktisk også lidt om sådan en halvblodig bidetrold.

                      

 

Men ak og ve! Det var værre end Benny og co. på snarligt gensyn. Hun mente det sgu!

Nyhedsværten fortsatte kækt udi sin mission, at viderebringe budskabet om vampyrer i Danmark.
En gruppe på ca. 20 mennesker der angiveligt skulle leve en bagside tilværelse som 'vampyrer', hvor de i opildnet vanvid, drikker blod fra frivillige donorer, der lægger årer til Dracula-wannabes som tilmed påstår, at de i modsætning til andre mennesker har behov for energi fra andre kilder end mad, drikke og søvn.
Ja, med meget undskyld ovenpå, har de mon så overvejet en lille antipsykotika tablet at tygge på i stedet for? Jeg er faktisk næsten sikker på, at man godt kan synke sin psykofarmaka selv om man ikke magter at tage sine falske plastik vampyr tænder ud af gabet.

Sådan en lille blå eller pink tablet kan også tilskynde den ønskede energi, er jeg ret sikker på.

20 mennesker! Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det garantrisset lige er nok til at bevare en nedlægningstruet psykiatrisk afdeling. Det bør man overveje, inden disse euforiske, vanvidsplaget mennesker begynder at lufte tandsættene mere permanent og pludselig mangler frivillige donorer...
Ok, ok... vi har vist lige reddet mere end 1 nedlægningstruet psykiatrisk afdeling. Der skal da også være plads til de frivillige donorer. Med rummelighed kommer man længst.

KAO

Volbeat i Forum, København

Egentlig lader vi her på Casa Chaos, vel nok for det meste musikanmeldere tage sig af, at anmelde musikken til de koncerter vi joiner, hvor CAS yderst kritisk tager sig af, at anmelde toiletforholdene.

Men efter at have læst Thomas Treo's anmeldelse af Volbeat i Forum, søndag d. 24. november bliver vi altså alligevel nok lige nødt til, at underminerer Treo og hjælpe ham lidt på vej...

Først og fremmest ville det da være mest værdigt for enhver musiker, hvis mediet der betaler for en anmeldelse, valgte at sende en person der rent faktisk bryder sig om kategorien af musik der skal anmeldes.
Næste overvejelse burde måske gå på, ikke at sende en anmelder med maveonde og sure opstød, der gør at staklen må låse sig inde i de opstillede grønne festival pis-skure aka Boxes of Shame (læs CAS's toiletanmeldelse fra Forum) under hele koncerten - eller det er i hvert fald det indtryk man får, kunne være sket i Thomas Treos tilfælde. Han har tydeligvis ikke kunnet høre musikken ordentligt igennem ståldørene på lokumsarrangementet. Og det var da i grunden synd!
For udenfor hans Box of Shame havde vi andre en fest af rang, med et veloplagt band, der inviterede den ene dygtige solist efter den anden, til at lege med på scenen, en scene der spyede ildkugler til vejrs som en anden drage - til stor fornøjelse for 10.000 mennesker der begejstret kunne følge med.

Begejstringen ville da heller ingen ende tage da Michael Poulsen smed sit eget korpus ud i en crowdsurf, nede blandt de første 10 meter af publikummer foran scenen. Sådan Poulsen!
Også Johan Olsens (Magtens Korridorer), entré på scenen vakte jubel og taktfast deltagelse fra alle fremmødte - Nå ja, altså lige med undtagelse af stakkels Treo, der jo sad låst inde i sin box og muligvis er blevet opfattet som et utidigt og vældigt forstyrrende element, hvis han har siddet og hamret på siderne af sin lokumsbås for at blive hørt. Mage til opmærksomhedsnarkoman altså!

Jakob Øelund fra rockabilly bandet Taggy Tones kom og viste os alle hvordan man spiller ORDENTLIGT på sin slap bass - Det var sgu en sand fornøjelse af den slags der bliver ved med, at vende tilbage på en regnvåd november mandag eftermiddag og minde om gårsdagens koncert.
Treo gik også glip af søde, smukke Pernille Rosendahl der frækt og flabet vimsede rundt og sang sig storslået igennem 2 numre med drengene. Også synd for ham. Meget!
....-'Er det dig der zitter og zummer Treo?', spørger vi bare. Så hold da op med det, så du kan lytte til, og nyde musikken i stedet for.

Volbeat og alle deres gæster på scenen, leverede en fabelagtigt oplevelse for alle deres publikummer, som  kom til Forum d. 24. november 2013, fordi vi rigtig godt kan lide den indsats de leverer. Og Tak for det.

Når alt det er sagt, så er der en anden form for anmeldelse der har fået hjernebarken til at ligne et spil Tetris her.
Publikums-anmeldelser!?! Publikum der anmelder publikum. Nå da.
Personligt var jeg slet ikke klar over, at koncertpublikum åbenbart er inddelt i kategorier som 'erfarne og uerfarne' eller 'urutinerede koncerttyper' - 'os og dem'.
At man er ilde set til rock koncerter, såfremt man ikke har andet at tilføre livsindholdet end præcis det, at vælte fra den ene metal koncert til den anden, imens man ryster på hovedet, af dem der ikke gør.
Og lige her er hovedrysten lig med den 'gode' gamle underkendende slags, hvor der følger et forsmået 'tsk, tsk', smaskende ud igennem stramme sammensuttede læber - vel egentlig så langt fra det at headbange, som flokken af metalfans ellers formår at formidle til resten af verden, at hvis der er noget de kan, SÅ! er det da at svinge de tyndslidte lokker og begå en 'shaken baby syndrome' helt frivilligt - på sig selv! Flot!
Jeg undrer mig over, om metalfans selv er klar over, at præcis de vibrationer og det kropssprog de sender ud, der oser af Jantelov og 'her er der altså helst kun plads til os selv', også meget vel kan være medskaber af den dårlige stemning, som 'erfarne' metalfans åbenbart mener der kan opstå til koncerter, hvor publikum er bredt og blandet, og altså 'inficeret' af den brede befolkning der begiver sig ud i så meget andet i livet, end netop målrettet at blive rutinerede koncertgængere.
Det kræver naturligvis at hjernen ikke er rystet helt løs, at kunne opnå et minimum af forståelse for, hvordan man empatisk giver plads til og passer på andre mennesker - også på dem der ikke har valgt samme livsførelse som én selv.
Med rummelighed og udelukkelse af kategoriserende inddeling af mennesker, kommer man nu nok alligevel længst.
Casa Chaos glæder os til at møde ALLE ude på koncertstederne igen. Mangfoldighed er en gave.

KAO

Go´ Morgen Danmark ... Kaffe?

Sagde du SVIN?

Fra tid til anden, falder vi nok alle sammen lidt i staver foran vores tv, apparatet der for år tilbage blev fremhævet som 'husalteret'...vist nok en, forlænge siden forgangen titel, der nu er tildelt vores pc og patter (læs Ipads).
Og det skete så for mig i går aftes - jeg ved ikke hvorfor jeg altid 'staver', når der reelt ikke er noget at 'stave' til, men det er måske bare sådan det er for de fleste. Man gider ikke rigtig rejse sig og nu havde man lige skabt det her  hul, til at lade som om man ikke er hjemme, og så starter man kanalrundfarten indtil øjet finder ro i et eller andet tilfældigt program.

Indrømmet! Mit øje fandt ro i et program med 'Puk & Herman' der taler med og laver et måltid, til en kendis - og det handlede om svin!
Jeg var ikke helt med fra starten, men hvorom alting er, så fik Herman produceret flæskesvær oven på hovedet af dyret. Det blev nærmest en gyser for mig - ikke, at jeg ikke også værdsætter grisen som fabelagtig national spise, for det gør jeg. Meget! Men på et tidspunkt frygtede jeg, at se en af programmets deltagere med et knasende sprødt griseøre, hængende fra mundvigene.
Det skete heldigvis ikke - i hvert fald ikke på den måde som min hjerne havde skabt den film.

Men hvad dette fine program ellers gjorde for mig, var at sætte tiden lidt tilbage... Til dengang hvor CAS og jeg var unge - yngre, ikk'!, og hvor vi arbejdede på 71-Nyhavn Hotel, når vi ikke gik på Gymnasiet. Det var fandme sjovt!
Vi var stuepiger eller 'gik med minibar' som det hed sig. At gå med minibar betød bare at man gik ind på værelserne og fyldte op, hvad gæsterne måtte have tømt i deres minibar det forgangne døgn.

Ved ansættelsen blev vi fortroligt sat ind i kunsten, at kunne gå i et med væggene, og være usynlige for gæsterne.
Allerede dér!! Hvis man tog et hurtigt view af os dengang, så var det utopi at forestille sig, at vi ville gå op på gangene og være helt hemmelige.
CAS med nærmest punker pikes og sjove farver i håret, matchende make-up og røde 20-huls DrMartens og jeg selv med dreadlocks i en gigantisk 'hestehale' iført 4-farvet Converse og stribede strømpebukser. I øvrigt to looks som hotelmanageren selv toppede ved at iføre os stedets uniform som bestod af en koboltblå polo-shirt og en bordeaux nederdel med forklædeklap.
Sådan dér! Nu var vi sgu på lige fod med enhver anden Marvel agent, helt hemmelige og klar til mission impossible.
Nå men ok, vores udseende var faktisk lidt et sidespor til mine tanker omkring grisehovedet, men selvfølgelig ikke til at komme udenom, når tankerne falder på vores tid på hotellet.

Vi stiller tilbage til grisehovedet.
Når vi spiste frokost på hotellet skete det i den tilhørende restaurant 'Pakhuset'.
Naturligvis ikke imens der var gæster, men i tiden imellem morgenmadsservering og klargøring af frokostbuffet til gæsterne.
Og der sad vi så, hele flokken af tøsebørn, imens kokkene og tjenerelever piskede ind og ud af køkkenet med delikatesser til det lange bord.
Ved juletid skete der det, mine tanker blev hensat til, da jeg så Herman ondulerer grisehovedet i går.
Man placerede, midt på julefrokost-buffeten, et røget grise hoved, stateligt pyntet op med æble og persille i den åbne mund (måske havde den måbet dumt, da det blev dens tur på skafottet) og med det æggegule mayonaise-hår sirligt redt imellem ørene. Der stod dyret så på sin sølvbakke og havde sagt farvel til livet, til fordel for at ligne Babe den kække gris, i røget version på en julebuffet.
Meget mærkeligt.

Jeg blev så ked af alle de grise der måtte gå rundt uden hoveder på i hele December måned, for det skete jo hver dag det her, så jeg følte at min indre aktivist måtte gøre noget for grisebestanden.
Jeg startede bare med at spørge tjenereleven der slæbte hovedet ind, om hvor mange grisehoveder der sådan samlet set blev anvendt til stedets jule stunt?
"Men det er da kun det her ene hoved, vi bruger igennem hele måneden" svarede knægten.

....???? Og lige dér, havde det ikke været fordi Babe som en fingerregel altid sørgede for, at min appetit var forstyrret, så tror jeg faktisk jeg var kommet til at kaste lidt op i min mund....
Jeg henviste til, at vi jo så der var dækket op med hoved hver eneste dag, hvortil min kilde svarede;
"Nå, ja, men efter frokost bliver hovedet sat ud til Muhammad i opvasken, så fixer han det til i morgen!"

Stakkels Muhammad - i mere end en forstand!

KAO

Wonderland

  'Tiden er en illusion'...
      citat; Albert Einstein.      

Gider du lige krydrer min kål med lidt ristet jord?

Hvor mange år er der gået med begrebet 'Ny Nordisk Mad'... ?
En del efterhånden! Men ikke 1.000 år vel ej?

Jeg har en ustyrlig trang til at provokerer og drille lidt i dag - lidt som den lille dreng i eventyret om 'Kejserens nye klæder'. Han vidste bare ikke at han gjorde det, uskyldig som han var.
Men det gør jeg! Skyldig og flabet som jeg er.

'Ny Nordisk Mad'... som vikingerne spiste den... for 1.000 år siden!
Er det kun min hjerne der begynder at spinde her? Næppe!

Og dog tror jeg faktisk jeg vil vove mig ud i, helt uden beskyttende skjold, og påstå at vikingerne på ingen måder var skøre nok, til at bilde hinanden ind, at ristet jord er et gastronomisk vidunder som med fordel kan få følgeskab af en anden laber delikatesse, nemlig en lækker lille småkage med kogt spæk og solbær, med sidevogn af branket kyllingeskind... Altså lige med mindre de skønne vikinger havde valgt at bruge aftenen forinden på, at dele prikkerne på en fluesvamp og signeret deres fællesskabsfølelse med blækket fra en 'sprutte', før de begejstret drak resterne af blækspruttesekretet fra deres drikkehorn.

Personligt kom jeg til at læse menukortet fra en af de hersens nutidige, trendy, nordisk mad, spisesteder og tabte midlertidigt interessen for mad. Hvilket selvfølgelig kan have sine fordele.
Men det giver jo også udsagnet om, at Ny Nordisk Mad vil ændre på den opadgående vægtkurve, der er set stødt stigende hos mange mennesker i nyere tid et gran af sandhed.

Sagt på en anden måde; Det er nemmere at tabe sig, hvis man har mistet appetitten! Citat slut.

Det er skønt med nye tiltag eller en anderledes vinkel på gamle kendinge, men skal vi så ikke kalde en lort for en lort og sige, at Ny Nordisk Mad ude på restauranterne i bund og grund er eksperimental køkkenfusion med lokale, sæsonbestemte råvarer?  Det vil samtidig også være et begreb, der lægger sig godt i tråd med de andre mystificerede begreber der flyder rundt på menukortene for at beskrive gastronomien.
Jeg syntes sagtens man kan tillade sig at trække parelleler imellem 'Kejserens Nye Klæder' og 'Ny Nordisk Mad' - men det betyder jo samtidig, at det hele bare er et finurligt eventyr.

I Casa Chaos står den på kylling i aften. Vi har hverken selv slagtet eller plukket dyret, men vi har da fået flettet næbet på kræet, og det syntes vi selv er en klar fordel. At vi serverer den med både frugt, bær og urter uden for sæson og langt fra landsbygrænsen tager vi med ophøjet ro, for sådan kan vi lide vores kylling. Og når vi kan lide vores kylling - så er vi glade!

KAO

NÅ! Der kom vi... Skal jeg nok lige love for!

Kl. 22.34, mandag aften... BIP! ... Hvad!?!
'Message from the dark side'.

Aaarrghhh helt så galt var det nu ikke.
Bippet var lyden af et startskud til, at nu havde vi, Cas og Kao, åbnet vores egen virtuelle multivers.
Man fristes til at komme med hentydninger til Pandoras box og den slags vældig interessante synonymer, men det ville alligevel blive noget dystert ævl, så den lader vi hænge i cyber.

Men om ikke andet, så vores bud på en platform, et ståsted om man vil, til en skæv tankevirksomhed med fokus på livet og hverdagen, som vi gerne selv ynder at se på den, med undertoner der ligger så langt fra, hvad der sommetider gør hverdagen til en grå, grødagtig masse man blot padler forvildet og fortabt rundt i, med en følelse af stagnering...
Og ærligt talt, hvem gider at stagnerer, når man kan nå så meget længere og milevidt omkring, med små muntre hop på stedet?

Og hvad der er endnu bedre, så blev der i samme hug skabt et rum, hvor vi kan inviterer til spas og kallas på det finurlige plan, hvor tanker kan deles, erfaringer evalueres, byttes, veksles, rummes og omsættes til nye tanker, reflektioner og ideer.

Et rum hvor enhver læser, står på VIP listen i døren.

Det kommer til at handle om hverdagen - så langt fra hverdagen som muligt.

Ved mit skrivebord tænkes, ganske rigtigt, mange tanker.
Mit skrivebord der startede som spisebord - og egentlig var endnu større end det er i dag - et bord som Cas har siddet med til bords, ved mangt et måltid - og tænkt mange, mange tanker, igennem de15+ år, hvor bordet har været i min besiddelse.

Et bord der har befundet i en konstant forandringsproces.
Fra at starte sit liv som spisebord i Indien (...eller størrelsen taget i betragtning, muligvis grundstenen til en beboelsesejendom som så blev sat på hold, grundet globale nedskæringer og verdslig krise i midt 90'erne...muligvis, men jeg er faktisk ikke helt skarp i spyttet lige på bordets allerførste spæde aktivitetsniveau, når sandheden skal frem.)... har bordet gennemgået flere 'ombygninger' for at opnå sit nuværende korpus, som stadig bare er kæmpe STORT og nu tituleres 'skrivebordet'.
Bordet er så vidt vides ikke antikt, men har med 15+ år på benene et klart potentiale til at ende sådan - og jeg gider helt sikkert, og meget gerne, at følges hele vejen, til en position af den kaliber.

Jeg syntes vi skal få skudt gang i finurlighederne her og tænke ind og ud af boksen, imens vi kaster bolde op (eller ud) som andre kan gribe og tygge på, inden de forhåbentligt kastes videre ud i vores allesammens fælles og fabelagtige multivers.

Man skal ikke brokke sig over at sidde i mørke, hvis man ikke selv forsøger at tænde lys

KAO